Det har været en underlig sommer i år. På alle måder perfekt. Men også lidt underlig.
Jeg har haft den bedste sommer jeg kan huske. Jeg er forelsket, jeg har holdt helt fri, og jeg har været så meget nede i gear at det har været helt svært at komme igang igen. Det har taget uger før energi-niveauet i hverdagen var tilbage på normalen. Vejret har været fantastisk. Der har været plads til badeture, charterferie, hyggestunder, besøg hos familie og venner. En enkelt drink er det også blevet til.
Og nu er det så jeg kan mærke det i luften.
Det er kun små forandringer. Ikke noget stort. Selvfølgeligt er det tydeligere i år. Skiftet. Temperaturen har været oppe på “rigtig sommer” i år. Så nu når koldfronter og lavtryk så småt begynder at indfinde sig, samtidigt med at trafikken på vejene stiger. Enkelte blade, synes jeg, har allerede skiftet lidt farve. Det hele peger på at sommeren er ved at slutte.
Men inde i mit hovede er der sommer endnu. Jeg har en indre varme jeg aldrig har følt før. Livet er fandme fantastisk, mit er i hvert fald.
Men langsomt kan jeg godt mærke at hverdagens tempo er stigende. Temperaturerne falder. Vindene bliver koldere. Solen går tidligere ned. Jeg går vist også tidligere i seng, nu jeg tænker over det. Som om min hjerne og krop er blevet et med den rytme som mine forfædre så som normalt. At følge solen.
Jeg glæder mig til efteråret. Det gør jeg egentligt altid. Men jeg glæder mig til alle årstider. Jeg tror sommeren er vokset på mig i år, jeg har tit set den som et spild af tid - men i år har den været smuk som resten af de årstider jeg elsker. Mit efterår kommer til at gå med hende, med gode planer og stille stunder. Den perfekte blanding af rutine og eventyr. Sådan som jeg altid har drømt om det kunne være. Sådan er det nu.