For 6 måneder siden i dag indvilligede hun i at blive min. Kæreste!
Jeg er måske egentligt ikke så romantisk anlagt, og da slet ikke i det omfang som hun er (og som hun fortjener, synes jeg også).
Men der er et eller andet i mig der bare trækkes til alle mærkedage med hende. Jeg ved hvornår jeg skrev til hende for første gang. Jeg ved hvornår vi mødtes første gang. Jeg ved hvornår vi kyssede første gang. Havde sex for første gang. Og alle datoer er blevet vigtige for mig.
Jeg ved ikke om det (bare) er fordi jeg (tror jeg) ved det er vigtigt for hende? Men jeg har en følelse af at det er mig selv. Jeg havde gjort det alligevel.
Jeg elsker selvfølgeligt når hun bliver glad over at jeg husker et eller andet; men jeg er ligeså glad for bare at huske det.
I dag har jeg lidt planer for hvad vi skal; hun ved ikke rigtigt noget. Andet end hvornår hun skal være klar, hvordan hun skal være klædt… og at hun får mad.
Hvad mere har hun egentligt også brug for?