Brevet

Jeg havde udskudt det alt for længe. Oprydningen efter hende. Jeg havde ellers lovet mig selv at det blev hurtigt overstået. Men noget i mig havde modstand på de sidste kasser. At få sorteret de gamle papirer, og få de sidste rester smidt ud. Jeg holdt måske lidt stædig fast i hende. Som om hendes eksistens sad fast i denne bunke af ligegyldige papierer. Jeg kunne ikke give slip.

Jeg tog en bunke med mig i sofaen, og forsøgte at bladre i dem, men gav hurtigt op. Solen udenfor blændede mig med en dybrød farve. Vi havde valgt dette hus udelukkende for præcist denne udsigt. Solens bane var perfekt, syntes hun. Og elskede bare at se hende i skæret af solnedgangen i vores ellers alt for lille stue.

Jeg græd slet ikke da hun døde. Jeg kunne ikke. Det havde været undervejs i umindelige tider, og jeg havde haft nok i at passe på hende. Og bande ad verden. Da hendes energi til sidst slap op, og hun lagde sig til at sove for sidste gang, blev jeg ramt af en tomhed jeg aldrig har kendt.

Jeg samlede bunken op igen, og gik opgivende tilbage til reolen hvor de havde ligget den sidste uge. Jeg lagde bunken på plads igen, og lovede mig selv at efter begravelsen ville jeg tage mig sammen. Jeg måtte godt vente lidt endnu. Holde fast lidt endnu.

På vej tilbage til min triste plads i den nu meget svage sols sidste stråler så jeg det på gulvet. En falmet kuvert, gullig med en sirlig håndskrift på. Det lignede hendes. Jeg tog instinktivt kuverten med tilbage til sofaen, lagde det på bordet og stirrede tomt ud af vinduet.

Da solen endeligt var gået helt ned, fik jeg tændt lyset og fik igen øje på det gamle brev. Ingen adresse, intet frimærke. Men bare mit navn, med hendes håndskrift. Eller. Det ligende på en gang noget fra slutningen af 1800-tallet, og noget hun havde skrevet som det sidste inden hun døde.

Men hun havde ikke været hjemme den sidste måned. Det gav ikke rigtigt mening. Jeg kiggede i kuverten. Det lignede at den havde været åbnet og brevet indeni var ligeså falmet som kuverten. Og begge bar præg af at brevet var hevet ud af, og puttet tilbage i, kuverten mange gange.

Jeg foldede papiret ud. Mit navn stod der øverst på siden.

“Elskede T……

Det er ok at græde. I morgen tidlig skal jeg i jorden. Du må gerne give slip, jeg skal nok passe godt på dig. Lov mig, når M….. præsenterer sig selv, at du tørrer tårerne af kinden på hende.

Din for evigt

S….”

Jeg kunne ikke komme ud ad døren, jeg havde ikke lyst. Men nu sad jeg nybadet, i en taxa på vej til den begravelse jeg havde frygtet ville komme i månedsvis nu.

Jeg trådte ud, da vi ankom til kirken. I den ventende flok stod en kvinde jeg aldrig havde set før. Stortudende.

“Hej T…… - jeg hedder M…..” sagde hun med en stemme jeg synes jeg kendte. Jeg tørrede tårerne af hendes kind.