Han ankom sydfra

Vandet strømmer langsomt ud af gaderne. Byen står stadig, og selvom natten har været frygtelig begynder livet så småt at ligne sig selv igen. Mennesker strømmer ud af kirkerne, det samme gør jeg.

Jeg går lidt hvileløst først til porten mod nord, og prøver at tænke tilbage på de sidste timer fra i går.

Der var en infernalsk larm. Hun forsvandt for mig på vej mod kirken. Jeg blev fanget i en flok af mennesker, og da jeg vendte tilbage til hvor jeg sidst så hende var hun væk. Hun var ikke i kirken.

Jeg følger murene i nordbyen, lader fingrene glide langsomt ad de ru mure, føler hver en sten og hver en fure. Jeg går mod sønderport, mens jeg forsøger at få øjenkontakt med enhver jeg møder.

De fleste går som forstenede. Alle har mistet et eller andet. Selvom de fleste bygninger står som altid, kan man tydeligt se at alle har mistet noget. Alt ligger og flyder i gaderne. Jeg har ikke set nogle lig overhovedet, måske alle overlevede?

Hun ville ikke med mig i går. Jeg trak hende afsted, mens hun kæmpede imod. Hun vil hjem i stedet. Men hun boede i fiskergade, og vandet stod alt for højt allerede, jeg turde ikke lade hende blive der. Jeg trak hende afsted. Vristede hun sig fri? Eller mistede jeg hende i mængden? Tog hun hjem?

Jeg tør ikke gå ned ad gaden. Jeg skimter bare kort derned mens jeg går forbi. Der ligger stadig vand i gaden, der langsomt driver ned mod havnen. Jeg fortsætter mod kirken, og går højre om den, og ned mod sønderport.

Jeg ser hendes ansigt i alle vandpytter jeg går forbi. Porten er åben, allerede. Jeg ser en kutteklædt komme vandrene sydfra. Hans sorte våde kappe hænger tungt og mørk bag ham, og hætten er trukket langt ned, den hvide dragt er gennemblødt. Jeg kan ikke se et ansigt, ikke engang konturerne af et. Vagten ved porten får også øje på ham nu, og på mig. Jeg træder ud ad porten, mens jeg stirrer på den fremmede skikkelse.

Han må være munk? Eller præst? Gad vide om han har nyt sydfra? I det fjerne bag ham lyder en svag rungen af klokker. Fjerne kirker, hvor lyden er druknet. Han går med andægtige skridt i takt med de rungende klokker. Eller bilder jeg mig det hele ind? Lydene er svage. Står jeg og drømmer? Hendes stemme lyder blandt de svage kloikker.. kalder hun på mig?

Munken kommer nærmere. Dominikaner, måske? Men ligner næppe en tiggermunk. Præst giver måske bedre mening? Men hvorfor er han så klædt som dem? I takt med at han kommer nærmere fortager klokkerne sig, og da han endeligt er helt fremme ved porten, kigger han ud fra under hætten. Jeg ryster ved det afskyelige syn. Hans øjne brænder sig ind i mig først, for derefter at tale med vagten. Jeg hører ikke hvad han siger.

Vagten lader ham prompte passere, og munken kigger igen direkte ind i mig. Han åbner ikke munden, men jeg hører ham alligevel. “Hun venter på dig”. Han går lige forbi mig. “Anselm er nok stadig i klosteret” siger vagten. Munken reagerer ikke, men fortsætter op mod den store kirke.

Jeg følger instinktivt efter ham. Men han fortsætter ikke mod klosteret. Han går forbi den store kirke og fortsætter mod øst. Han går direkte mod det lurvede værtshus i bunden af gaden. Han kigger sig omkring, jeg ved han ser mig. Men han går alligevel ind uden at skænke mig mange tanker.

Jeg fortsætter mod døren, tager fat i håndtaget. Jeg burde nok ikke gå ind. Men noget trækker i mig.

Han sidder ved det bagerste bord i mørket. Hætten er taget af, og han har allerede et krus foran sig.

Værten kalder på mig. Jeg møder ham ved det store bord, hvor han skænker et krus til den lille mængde der har samlet sig herinde. Alle er helt hvide i hovedet. “Hun venter på dig” siger værten til mig.

Jeg mærker et prik i siden. “Hun venter på dig” siger en stemme ved siden af mig. Jeg skimter ned mod præsten, munken, hvad end han er. Hans blik er sløret nu, som om bølger driver foran øjnene på ham. Der siver øl ud af mundvigen på ham. Jeg tror et øjeblik at han skal drukne sig selv i den, men så retter han sig op, kigger direkte på mig og sluger sin øl.

“Hvad nyt fra syd?” hører jeg fra døren. Det må være Anselm. For han taler direkte til munken ved bordet, sætter sig foran ham, og dækker for mit udsyn. Jeg hører ikke svaret. Jeg bestemmer mig for at gå hjem. Hjem til hende. Gulvet flyder stadig lidt fra natten. Og ringe spreder sig for mine skridt, og lysenes genskær flakker underligt i vandet, og fordrejer ansigterne der og spejles i overfladen, der skiftevis brydes og er komplet klart.

Jeg træder mod døren. “Hun venter på dig”. Hører jeg bag mig. Jeg træder tilbage ud i virkeligheden, går ned forbi kirken, og tilbage mod nord. Mod havnen, og går ned ad gaden lige før jeg kommer dertil. Jeg kender vejen instinktivt.

En hvidklædt skikkelse går langs murene foran mig. En sort kutte trækkes henover, og skikkelsen drejer ned ad gyden, ned mod havnen. Jeg kan høre de højlydte plask af hans skridt i vandet der driver samme vej. Jeg går forbi hendes dør, jeg følger hans rute. Det skulle jeg nok ikke have gjort.