Min søster og min (kommende ex-)kone har talt om at de er bange for at jeg begraver mig i arbejde nu når skilsmissen går igennem om lidt.
Det sjove er; jeg ved at jeg kommer til at arbejde mere.
Men i modsætning til dem, ser jeg det ikke som en coping mekanisme. Jeg ser derimod mit dalende engagement i mit arbejde over de sidste - efterhånden mange - år har været en coping mekanisme. Jeg har i længe forsøgt at kompensere for mine mangler derhjemme ved bare at være der mere. Jeg har vel nærmest skammet mig på dage hvor jeg har arbejdet mere end normalt. Det gør jeg ikke længere.
Tværtimod; jeg nyder i den grad fremdriften i mit arbejde igen. Nu har skilsmissen været planlagt i 2 uger - der er stadig papirarbejde, der skal på plads og alt det der… men beslutningen blev taget for - næsten nøjagtigt - 13 dage siden. Og siden da har mit hoved ramt flow, produktivitet, kreativitet omkring 10 gange så ofte - og over længere tid - end jeg kan huske.
Jeg er med andre ord ikke bange for at jeg kommer til at bruge for meget tid på mit arbejde… jeg tænker måske også “mit arbejde” som et bredere spektrum af faktiske gøremål end bare mit day-job. Men jeg ser det hele som arbejde - og udefra kan det være svært at kende forskel på, hvornår jeg arbejder på det ene og det andet.
Men jeg kan mærke, at jeg bruger flere timer i døgnet på ting, jeg elsker, end jeg har gjort i årevis. Og det er vel egentlig ok?